Skriftlæsning: Joh 15, 8: Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
1 Engel fortsat
Det er en glæde for mig, at kunne bringe det andet
indlæg af tre,
hvor jeg ønsker at viderebringe,
hvad jeg tror er det væsentlige i de tre engles budskaber.
Sidste sabbat forsøgte jeg at sætte disse engles
budskaber ind i sin rette kontekst.
Vi forstod, at budskaberne er til dem der lever lige inden Jesus kommer igen.
Vi så, at de skal hjælpe Guds folk med at kunne bestå i den sidste tids udfordringer.
På den måde
er disse budskaber, der er fra Gud selv til os både betydningsfulde
og interessante.
Vi dykkede ned i betydningen af Guds påbud om, at vi skal frygte ham.
Vi så ud fra adskillige bibel tekster, at det at frygte Gud eller at besidde gudsfrygt vil sige:
At agte ham højt.
At være lydige mod hans bud og ønsker.
At elske ham med alt det vi indeholder.
Med disse tanker fra sidste gang omkring gudsfrygt,
vil vi nu fortsætte med at læse
Åb 14, 7: og englen sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære,
for timen er kommet, da han dømmer.
Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder.
b) Giv ham ære.
Beskeden er, at vi skal give Gud ære.
Der er mange, der ned gennem tiden, har ønsket ære.
I 1715 da Louis den Store døde, det var ham der sagde om sig selv, ”Jeg er Staten!”
Da havde han forordnet, at han ved sin begravelse
skulle lægges i en guld kiste.
For at dramatisere hans storhed, så var der i katedralen kun et lys lige over guld kisten.
Tusinder ventede i stilhed.
Alles opmærksomhed
var rettet mod biskop Massilon da han begyndte at tale,
og i det han langsomt rakte hånden ned og slukkede lyset og sagde, ”Kun Gud er stor!”
Biskop Massilons og Guds eget ord til os i Åb 14 går
hånd i hånd.
Giv Gud ære. Men hvordan gør man det?
Jeg undredes over, udtrykket ”giv Gud ære”, hvorfor står der ikke bare ”ær Gud?”
Da jeg kiggede
lidt i det græske Ny Testamente blev klar over, at det også kan oversættes
med herliggør Gud.
Sammenhængen mellem det at give ære og at herliggøre satte mig på sporet af
nogle
bibelske tekster, som jeg vil dele med dig.
I Johannes 17, 1 siger Jesus: Fader, timen er kommet.
Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig,
Ordet, der her er oversat med at herliggøre, er det samme som i Åb 14 er oversat med giv
ære.
Ud fra den betragtning, så lad os læse nogle tekster.
Lad os
begynde med at læse Rom 3, 23: for alle har syndet
og har mistet herligheden fra Gud,
Her får vi den tanke, at herligheden har sin oprindelse fra Gud
og at vi som
mennesker mistede den da vi syndede.
Hvordan kan vi da ære Gud eller herliggøre Ham, hvis vi ingen herlighed har?
Inden vi forsøger at besvare spørgsmålet, så lad os se lidt mere på Guds herlighed.
Lad os læse 2 Mose 24, 15 – 17: Så gik Moses op på bjerget. Skyen dækkede bjerget, v16 og Herrens herlighed tog bolig på Sinajs bjerg. I seks dage dækkede skyen bjerget, og
på den syvende dag kaldte han på Moses inde fra skyen. v17 For israelitterne så Herrens herlighed ud som en fortærende ild på bjergets top.
Her oplevede Israelitterne Herrens herlighed som
en fortærende ild.
Lad os også læse højdepunkterne fra 2 Mose 33, 18 – 23: Da sagde Moses: »Lad mig dog se din herlighed!« v19 Herren svarede: »Jeg vil lade al min skønhed
gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig….. »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.«…….
Mit ansigt må ingen se.«
Virkeligheden
er, at et syndigt og uretfærdigt menneske ikke kan tåle at se en retfærdig
Guds ansigt.
I 2 Mose 34, 5 – 7 opfylder Gud så Moses ønske.
Lad os læse: Herren
steg ned i skyen og stillede sig hos ham, og Moses påkaldte Herrens navn. v6 Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed.
v7 Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd;
Her fik Moses så Guds herlighed at se, men her er der ikke tale om en ydre herlighed men
den indre.
Teksten taler om barmhjertighed og nåde, det at Gud er sen til vrede og rig på troskab.
Her er Guds herlighed altså lig med Guds karakter.
Mon ikke det er Guds rene karakter der skinner
igennem, således at hans ydre er en
fortærende ild for uretfærdige?
Når Adams og Evas lysklædning forsvandt, så var det nok også fordi,
deres indre
karakters renhed ikke længere var der.
Som syndige mennesker står vi altså uden herlighed
og kan dermed heller ikke i os selv herliggøre Gud.
Lad os se om ikke der er en medicin
for det problem?
Lad os læse 2 Kor 4, 6: Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu
Kristi ansigt.
Så Gud har altså ladet sin herlighed skinne igennem til os, idet han sendte sin Søn til os.
Hvad kan der komme ud af det, lad os læse 2 Kor 3, 18:
Og alle vi, som med utilsløret
ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.
Kort sagt, hvis du bruger tid med Gud og hans ord, så vil Guds ånd
lade Guds herlighed
smitte af på dig.
Vi kommer til at ligne det billede vi ser på.
Hvis vi har Jesus som midtpunkt i vort liv, så vil vi komme
til at ligne ham.
Når vor karakter ligner Jesu karakter,
så har Jesus følgende udtalelse i Joh 15, 8:
Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine
disciple.
At give Gud ære, er altså at vandre med Jesus som en oprigtig discipel hver dag.
At være fyldt med åndens frugt: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed,
godhed,
trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. (Gal 5, 22)
c) For tiden er kommet da han dømmer.
Lad os læse Åb
14, 7 igen og lad os denne gang læse den fulde betydning ind i verset:
og englen sagde med høj røst, akt Gud højt, elsk ham og adlyd alle hans bud, vær fyldt med åndens frugt: kærlighed, glæde, fred,
tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse, for timen er kommet da han dømmer.
Begrundelsen for timen er kommet da han dømmer, hvad ligger der i den?
Der ligger ganske enkelt
det, at Jesus er ved at gøre klar til at komme igen.
Når han kommer må han jo vide, hvem der skal hentes hjem til Guds rige.
Symbolsk set, så vil det ud fra profetierne i Daniels bog sige,
at vi er efter 1844, at vi er inde i den store forsonings dag.
Åndeligt set er det en opfordring til at få sit gudsforhold i orden;
den dag hvor Jesus kommer igen er nær.
Man må have sit gudsforhold i orden inden da,
ingen kan omvende sig når først Jesus er at se i skyerne.
Denne sætning for timen er kommet da han dømmer er
altså ladet
med uhyre meget spændende stof,
som der ikke kan blive rum for i denne korte præsentation.
Jeg kan kun opfordre dig til at studere
det nærmere.
Her vil jeg nøjes med at opfordre dig til at leve et levende
kristenliv i stærk kontakt med Jesus Kristus Guds egen søn,
så er du også
klar når Jesus viser sig i skyerne.
d) Tilbed ham som har skabt. (Kampen er omkring tilbedelsen)
Nu er det vist tid til, at læse den sidste del af budskabet fra den første engel.
Åb 14, 7: Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder.
I første omgang er det vigtigt, at tage teksten til sig i al sin enkelhed.
Det er fremdeles ikke et forslag eller en god ide.
Der står tilbed i bydeform og det er klart hvem det drejer sig om, det er universets
skaber.
Men hvad vil det sige at tilbede Gud?
Da Jesus blev fristet, så sagde han til Satan.
Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. (Matt 4, 10)
Jesu ord syntes at indikere, at det er svært at adskille tilbedelse og tjeneste.
De fleste af os forbinder jo nok også tilbedelse med
en hel vifte af aktiviteter, så som:
Det at bede til Gud.
Det at synge og spille til hans ære.
Det at gå i kirke osv.
Men hvordan harmonere
disse aktiviteter med budskabet
Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder?
Vel måske vi skulle spørge hvem denne skaber egentlig er?
Ifølge Joh
1, 1 så er det ingen anden end Jesus Kristus selv.
Fint vil du måske sige.
Det er da herligt at gå i kirke for at bede, synge og spille til Jesu ære.
Og du har ret, hvis bønnen, sangen
og musikken er til Guds
og hans Søns ære, så skulle alt vel være godt eller hvad?
Men hvordan skal dette så gøres, for at det kan ære den skabende Gud?
Lad os gå tilbage til skabelses beretningen og se hvordan Gud forordnede tingene.
1 Mose 2, 2: På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. v3 Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.
Budskabet er tydeligt, Guds rytme er, at han
arbejder i seks dage og så hviler han på den
syvende dag.
Senere så skrev Gud med sin egen finger (2 Mose 20, 8):
Husk sabbatsdagen og hold den hellig. v9 I
seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; v10 men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud.
Gud er tydelig, han vil at vi skal arbejde i seks dage og hvile den syvende.
Skal vi tilbede den Gud der skabte, så må vi tydeligvis gøre det alle ugens 7 dage.
Vi kan ikke være Jesu disciple en dag om ugen og så efterlade ham de seks andre.
Jesus ønsker, at vi går til hverdagens gøremål
sammen med ham.
Du kan ikke stå op om morgenen og bede bønnen ske din vilje,
som i himlen således også på jorden,
hvis ikke
du har tænkt dig at indrette dit liv efter hans ønsker.
Når det gælder hviledagen, så må det også gælde, at vi kan ikke frygte Jesus, det vil sige
elske ham, lyde hans bud
og herliggøre ham, hvis ikke vi er villige til,
at helligholde netop den syvende dag, hvorom han tydeligvis siger,
men den syvende dag er sabbat for mig.
Hvis vi elsker Jesus, så vil vi også være sammen med ham netop på den dag hvor han hviler.
Det at tilbede Jesus er jo en anerkendelse af, at han er skaberen og vi er hans skabninger.
Det er naturligt, at det er skaberen og
ikke skabningerne der sætter dagsordenen.
4) Åb 14, 8: Babylon er faldet.
Med dette på plads, så lad os læse Åb 14, 8:
Og en anden engel fulgte
efter og sagde: Faldet, ja, faldet er det store Babylon,
som skænkede op for alle folkeslagene af sin utugts harmes vin.
Når Gud fortæller os, at det store Babylon er faldet, så er
hans budskab,
at Babylon ikke længere lever efter den første engels budskab.
Babylon har ikke længere gudsfrygt, Babylon giver ikke Gud ære
og Babylon tilbeder
ikke længere den skabende Gud.
a) Babylon i kontekst. (Falden kvinde – kirke)
Hvem er denne Babylon
I Åb 18, 1 - 3 ses det, at Babylon er en kvinde,
en falden kvinde. Som vi så sidste gang, så repræsentere en falden kvinde i bibelsk forstand en falden kirke.
En kirke, der ikke længere holder sig helhjertet til Gud.
b) Utugt.
Lad os atter læse Åb 14, 8:
Og en anden engel fulgte efter og sagde: Faldet, ja, faldet er det store Babylon,
som skænkede op for alle folkeslagene af sin utugts harmes vin.
I Åb 18, 3 får vi at vide, at Babylon bedrev utugt med jordens konger.
I stedet for at være tro over for Gud,
har denne kirke åbenbart valgt at kaste sin kærlighed på jordens
konger.
Læser man lidt historie, kan man næsten ikke undgå at se, hvordan det hænger sammen.
Ned igennem århundrederne har den Romerske kirke altid søgt, at have både kirkelig
og verdslig magt.
Man har blandet kirke og stat sammen.
At denne sammenblanding af kirkelig og verdslig magt har betydet, at mange har måttet
drikke en ubehagelig drik, ja det
er der ingen tvivl om.
Babylon hun har virkelig ladet sine modstandere føle, at hun ikke ville tøve med at bruge
tvang, når hun havde tilgang til verdslig magt.
c) Åb 18: Kom ud af Babylon.
I Åb 18, 4 opfordres alle Guds sande tilbedere til at drage ud fra Babylon, for ikke at blive
straffet sammen med hende.
Opfordringen er egentlig, at forlade de kirker, der ikke udviser gudsfrygt.
At skille sig ud fra dem der ikke herliggør Gud.
At slutte sig til dem der virkelig tilbeder Gud i sandhed.
Appel
Jesus vil så inderlig gerne at vi skal frygte ham, det vil sige elske og adlyde ham.
Han vil så gerne, at vi skal herliggøre ham, ved at udvikle en karakter der ligner hans.
Han ønsker over alt, at modtage vor tilbedelse.
Han er vor skaber og han vil så inderlig gerne være vor frelser.
Når Gud har sendt disse tre budskaber til os, så er det for at hjælpe os at bestå i den sidste
tid.
Det er kærligheds budskaber, sendt for at frelse dig og mig.
Lad os tage imod dem med kærlighed, udholdenhed og trofasthed. Amen.
Har du tænkt over hvad sand omvendelse er?
Det eneste middel (mod synden) for vores kirker, for vores familier og for enkeltpersoner er fuldstændig overensstemmelse med Guds vilje og karakter ..... Guddommelig nåde skal modtages dagligt, ellers vil ingen forblive omvendt. Forløserens lidelser i hans liv og i hans død gør det muligt for mennesket at vende tilbage til sin loyalitet (over for Gud) og blive forædlet og ophøjet.
Review og Herald 14. september 1897
Hvad er sand kristen vækst og er den overhovedet vigtig?
Den, der er optaget af sig selv, kan ikke vokse og bære frugt. Hvis du har taget imod Kristus som din personlige frelser må du glemme dig selv og prøve at hjælpe andre. Tal om Kristi kærlighed og fortæl andre om, hvor god han er. Udfør enhver gerning, som du bliver stillet over for. Hav en byrde for dine medmennesker og gør alt, hvad der står i din magt, for at søge at frelse dem. Eftersom du tager imod Kristi Ånd, den ånd, der viser sig i uegennyttig kærlighed og tjeneste for andre vil du vokse og bære frugt. Åndens frugter vil modnes i dit liv. Din tro vil vokse, din overbevisning blive dybere og din kærlighed fuldkommengøres. Kristi billede vil genspejles mere og mere i dig i alt, hvad der er rent, ædelt og smukt.
"Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed
og selvbeherskelse." Gal 5, 22. Denne frugt kan aldrig forgå, men vil modnes til en høst til evigt liv.
"Når frugten er tjenlig, tager han (Kristus) straks seglen frem; thi høsten er inde." Kristus venter med længsel efter at se sit billede åbenbaret i sin menighed. Når Kristi karakter genspejles i al sin fuldkommenhed i hans folk, vil han komme for at tage dem til sig.
Det er ikke blot enhver kristens forret at vente på Guds dags komme, men også at fremskynde den. 2 Peter 3, 12. Hvor hurtigt ville ikke hele verden blive tilsået med evangeliets sæd, hvis alle, der bekender sig til at tro på hans navn, ville bære frugt til hans ære.
Den sidste store høst ville hurtigt modnes, og Kristus ville komme for at indsamle det dyrebare korn.
Kristi Lignelser side 56