Gensyn med Mitandi

I 2010 fik jeg nok den bedste julegave, jeg har fået på mange år. Jeg blev inviteret med på en tur til Uganda.  Turen gik til en af de gamle missions stationer, hvor vi som kirke har forkyndt ordet om Jesus Kristus i mere end 50 år.

Timingen var utrolig, vi rejste dagen før vinteren kom til Danmark, så da det satte ind med frost og sne her hjemme, sad jeg på en bakketop i det vestlige Uganda, og nød 24 graders varme. Lige uden for min hytte voksede der ananas, bananer og papaja. Ja det var simpelthen paradis.

Kirken på Mitandi har 12 mindre kirker rundt omkring sig, der alle ligger indenfor gå afstand. Vi var så 6 unge prædikanter, der fik hver sin menighed at være sammen med i 10 dage.  Jeg blev sendt ind i en dal der hed Kisebere. Det lå 35 minutters gang oppe i fjeldet, et fantastisk sted, hvor ingen bil nogensinde har været.

Derinde i et jordhus med bliktag, havde jeg den glæde at forkynde Guds ord hver eftermiddag kl. 16. Når jeg ankom kl. 15 ville de begynde at slå på tromme, det fortalte så folk, at præsten var kommet, så kunne de godt samles.

Da jeg tidligere har boet i Afrika, så vidste jeg at man er udholdende dernede, men jeg blev alligevel noget overasket den første dag. Jeg talte i tre kvarter, så sluttede vi af med en sang og en bøn. Derefter kiggede de på uret og sagde, at de kunne godt få tid til at tage et møde mere med det samme. Der var så ikke andet at gøre, end at tale i endnu en halv times tid. De efterfølgende dage forstod jeg, at en tale må være på mindst en og en halv time, ellers er det under mål.

Jeg havde nogle vidunderlige dage, det med at tale til folk, der er fuldstændig uberørt af de fleste moderne bekvemmeligheder, det er altså specielt. Tænk, bortset fra at de har mobiltelefon og måske en radio, så lever de altså fremdeles mere primitivt end når vi er på spejderlejr.

Den sidste sabbat slog alle mine forventninger. Da havde alle 13 kirker sat hinanden stævne, der var bare mange mennesker. Men det der virkelig rørte mig, var at se over 40 af dem gå i dåbens vand. Nu siger du måske, jamen det var jo nok bare kirkens egne unge der lod sig døbe af den hvide mand. Da må jeg fortælle dig, at 8 af dem var mennesker som ikke i forvejen havde tilknytning til vor kirke. Det styrkede mig at opleve, at vor kirke kan nå andre mennesker.

Skulle du nogensinde få tilbudt chancen for sådan en oplevelse, så tag den. Det er det være.

De billeder jeg har lagt ind i denne lille præsentation, er fra oven nævnte oplevelse. Jeg håber de bliver til fornøjelse. 

Allan Falk