Guds lov og evangelidt af Allan Falk

Paulus brugte meget energi på at forklare, hvordan loven forholder sig til Guds nåde. Det samme har kirkefædre og reformatorer gjort lige siden. Alligevel lever mange af os stadigvæk med det samme spørgsmål. Hvad betyder loven for vor frelse?

Men før vi kigger mere på dette spørgsmål, så lad os se lidt på hvad Guds lov egentlig er for noget.

GUDS LOV

Ordet lov i bibelen bliver brugt om flere forskellige ting. Det bliver naturligvis brugt om de ti bud, men det bliver også brugt om Mosebøgerne (Matt 7, 12), og til tider om andre dele af det gamle testamente (Joh 15, 25).

Det mest almindelige ord for lov i det gamle testamente er torah, der bærer betydningerne ”retning,” ”instruktion,” eller ”lov.” Men selv med denne præcise mening, referere ordet lov ofte til al den guddommelige instruktion, Gud gav til sit folk (1Mose 26, 5).

Gud gav de fleste af sine instruktioner i Mosebøgerne (Mosebøgerne indeholder 613 bud). Der er instruktioner om helse, diæt, seksualitet, arbejde, samfund, religiøs udøvelse og regering. Disse instruktioner kom hovedsageligt i form af ceremonielle love, civile love og de ti bud.

De ceremonielle love blev givet til det gamle Israel, for at undervise dem omkring frelsesplanen.

De civile love gav Gud Israelitterne gennem Moses, for at hjælpe dem i hverdagen. Disse civile love er egentlig bare en udvidelse af de universelle principper, der fremkommer af de ti bud (En udvidelse der passede ind i det gamle Israels tid og kultur).

JESUS OM LOVEN

Jesus blev engang spurgt hvilket bud der er det største i loven, og han svarede som følger. ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven (Mosebøgerne) og profeterne.” (Matt 22, 37-40)

Sagt med andre ord, så er det vigtigste bud, at vi skal elske Gud højre end alt andet, og vore medmennesker lige så højt som so selv. Når Jesus så slutter af med at sige, at hele loven og profeterne hviler på disse to bud, så mener han dermed, at hele det gamle testamente hviler på dem, altså også de ti bud. De ti bud er således en uddybning, af de to fundamentale bud om kærlighed. Buddet der byder os at sætte Gud på førstepladsen i vore liv, og buddet der byder os at sætte andres ve og vel på lige fod med vor egen trivsel.

Grund principperne for et lykkeligt liv, er således blevet forklaret til os mennesker gennem de ti bud, og virkelig gjort gennem Jesu eget liv.

Når de ti bud er udtrykt i en negativ form, så som, ”du må ikke begå drab,” betyder det ikke, at loven ikke er positiv. Det er den i høj grad. Igennem sit liv, viste Jesus os til fulde hvad loven indeholder. Når han gik omkring og helbredte folk på både sjæl og legeme, så bevarede han liv, altså opfyldte han buddet, ”du må ikke begå drab.”

Kort sagt, så fortæller Jesu ord og liv os, at lovens indhold kan udtrykkes med et ord, nemlig kærlighed (Vel at mærke den kærlighed, der kommer til udtryk i Jesu egen væremåde, og ikke den forfladigede og egoistiske kærlighed vor sex fikserede tid kender).

Hvis vi holder dette sammen med evangelisten Johannes påstand om, at Gud er kærlighed (1 Joh 4, 8), så kan vi konkludere, at loven er et udtryk for Guds karakter, altså hellig, retfærdig og god (Rom 7, 12).

Det er også derfor vi tror, at de ti bud er evige og uforanderlige, ligesom Guds karakter er det (Sl 102, 25-27. Heb 13, 8). De er et udtryk for Guds vilje med os.

LOVEN SKREVET MED GUDS FINGER

De ti bud blev skrevet med Guds egen finger på sten tavler, dengang Gud gjorde en aftale med Israelitterne om, at Han ville være deres Gud, hvis de ville adlyde ham. Stentavlerne blev overrakt til Moses, som lagde dem i arken, der kom til at stå i det Allerhelligste i tabernaklet. De ti bud, var således dem der fortalte, hvordan Israelitterne skulle leve, for at overholde deres del af aftalen med Gud. Sagt med andre ord, så definerede budene for Israelitterne, om de var i harmoni med deres Gud eller ikke. Den selv samme rolle har budene også for os i dag. De ti bud definerer stadigvæk, om vi er okay med vor Gud.   

Når en Israelit havde fejlet, det vil sige syndet, så var loven til gengæld hjælpeløs (Rom 3, 20), den kunne ikke hjælpe vedkommende med at komme på god fod med Gud igen.

En synder var nød til at bringe et offerdyr til tabernaklet, bekende sin synd over dyret, og slå dyret ihjel. Derefter udførte præsten det nødvendige ritual og ofrede dyret på alteret. I denne proces overførtes synden symbolsk til tabernaklet, udelukkende på grund af Guds nåde.

Det er det samme for dig og mig i dag. De ti bud kan vise os, hvis vi har handlet ondt, det vil sige imod Guds ønsker for os. Men budene kan ikke løse problemet for os, det kan kun Guds nåde. Vi må bekende vor skyld, og bede Gud om, at Kristi blod må dække over vor synd. Vi er nød til at indse, at hver gang vi synder, så er vi med til at korsfæste Kristus. Skriften siger klart, at der ingen synds tilgivelse er uden udgydelse af blod (Heb 9, 22. Rom 6,23).

Vi tror da også, at de ti bud skrevet med Guds egen finger, er grundlaget for Guds aftale med os fejlende mennesker. Grundlaget for den pagt Gud har gjort med os, for at kunne frelse os. En pagt, der på det gamle testamentes tid krævede ofring af uskyldige dyr, hvis død viste frem til Jesu død på korset, og en ny pagt med den kristne kirke, der hviler udelukkende på Kristi død på korset, og hans forbøns tjeneste for os i himlen i dag (Ez 36, 26-27).

Derfor tror vi også, at de ti bud er målestokken, når Gud dømmer til sidst, for at skille fårene fra bukkene(Matt 25, 31). Når han afgør hvem der kan frelses.

DEN RIGE YNGLING

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: ”Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” Han svarede ham: ”Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode (Gud). Men vil du gå ind til livet (det evige), så hold budene!” Han spurgte: ”Hvilke?” Jesus svarede: ”Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor! og: Du skal elske din næste som dig selv.”Den unge mand sagde: ”Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?” Jesus sagde til ham: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende (Matt 19, 16-22).

Ifølge teksten så sagde Jesus lige ud til den unge mand, at hvis han ønskede sig en plads i Guds rige, så måtte han holde budene.  Når nu Guds rige er et sted, hvor kun kærlighed råder, så er det jo klart, at dem der kommer der, også må være styret af kærlighed. Og er man styret af Kristi måde at være på, ja så kan man jo ikke være i disharmoni med budene. Derfor er det også naturligt, at vi tror, at Guds ti bud er gældende for alle mennesker til alle tider.

”Den unge mand sagde: ”Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?”(Matt 19, 20) Han kunne ligesom mærke, at der manglede noget, og det gjorde der også. Han havde sikkert takket være sin gode opdragelse og selvdisciplin holdt lovens bogstav. Men hvad med lovens inderste kerne, var han drevet af de samme principper som Jesus? Kunne han sige, at det var tilfældet?

Nej, for Jesus så åbenbart, at han elskede penge mere end både Gud og medmennesker. For at hjælpe ham foreslog Jesus derfor, at han skulle sælge alt og give det til de fattige.

Da Jesus siden talte med sine disciple om manden, sagde Jesus, at det er umuligt for et menneske ved egen kraft at opnå frelse. Kun for Gud er det muligt at frelse et menneske (Matt 19, 23-26). Når vi tillader Kristi motiver, at fylde vore hjerter helt (Rom 13, 8). Det vil sige når vi opgiver selvet fuldstændigt, og overlader vore liv totalt til Gud. Så kan Gud ved sin nåde gøre frelsens mirakel, og bringe os i harmoni med sine bud (Rom 7, 4).

Beretningen viser os med al tydelighed, at vi ikke kan frelse os selv, ved i egen kraft at holde lovens bogstav. Vi frelses udelukkende ved troen på Guds rensende og forvandlende nåde (Rom 3, 25-26). Lov trældom kan aldrig føre til frelse. Motivet for at holde Guds lov, må komme fra et rent hjerte, der er fyldt af Kristi ånd.

DE TO BJERGE

Guds lov er en af de ting Helligånden bruger, for at overbevise os om synd. Billedligt set, så samler Ånden syndere ved foden af Sinaj (der hvor Moses modtog loven) for at lade dem forstå Guds standard for retfærdighed. Dette overbeviser dem om, at de er skyldige, og dømt til evig død.

I denne håbløse tilstand, føre Ånden dem så til Golgata, og viser dem muligheden for evigt liv. Fuldt overbevist om sin syndighed, er synderen parat til at høre frelsens gode nyheder (Rom 3, 20. Joh 16,8). En frelse der kommer udelukkende igennem troen på Jesu Kristi forsonende liv og død.

På den måde arbejder loven og evangeliet hånd i hånd for at frelse syndere. (Handbook of Seventh-day Adventist THEOLOGY)

ÅNDENS FRUGT

Paulus var ikke et øjeblik i tvivl om, at et omvendt menneske er fri for lovens fordømmelse (Gal 5, 13). Et sådant menneske, vil af Helligånden modtage Åndens frugt, som er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal 5, 22).

Det er også derfor vi tror, at selv om frelsen skænkes af nåde og ikke på grund af gode gerninger (overholdelse af loven), så vil den frelste af bare glæde vise lydighed mod budene.

VERDENS LYS

Denne lydighed er et bevis på, at vi elsker Gud og har omsorg for vore medmennesker.

Jesus sagde jo selv: ”I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene (Matt 5, 14-16).

Et liv i lydighed mod Guds vilje, baseret på de rette motiver, er altså det, der får endnu flere mennesker til at tilbede Gud. Det der viser dem vejen til livet.

Altså er sand kristen kærlighed til Guds bud vigtig.

Del siden